Guldbergs Have
Velkommen til Guldbergs Haves afdelingsside
Ejendommen er tegnet af arkitekt Poul Holsøe og bygget af Københavns Kommune i 1937 for 3 millioner kroner. På det tidspunkt bestod bebyggelsen af 533 lejligheder og en tjenestebolig for en tilsynsførende. I 1992 overtog boligorganisationen AKB, København ejendommen fra Københavns Kommune, og den gennemgik en gennemgribende renovering, der blandt andet betød lejlighedssammenlægning og total modernisering af de indvendige forhold. I dag fremstår ejendommen med 292 boliger, der er lyse, venlige og rummelige. Lejlighederne, toiletter og adgangsforhold er ældreegnede.
Guldbergs Have er en lille grøn oase, der værdsættes af beboerne. De grønne områder mellem blokkene benyttes af beboerne gennem hele sommeren. Afdelingen ligger isoleret fra tung trafik og alligevel tæt på indkøbsmulighederne på Nørrebrogade og Jagtvej.
Der er et aktivt socialt liv i Guldbergs Have i form af en beboerklub, som har åbent stort set dagligt. Det sociale liv omfatter også Banko, årlige skovture, en sang- og kaffeklub, stolegymnastik samt jævnlige foredrag.